Principper for brug af digitale enheder, herunder mobiltelefoner i skoletiden for elever på Bavnebakkeskolen
Bavnebakkeskolen ønsker med principperne for brug af digitale enheder at skabe et læringsmiljø, hvor mobiltelefoner og digitale medier ses som naturlige værktøjer i elevernes hverdag og i realistisk form afspejler det samfund de begår sig i.
Dette skal ske i tæt samarbejde mellem forældre, elever, ansatte på skolen og SFO samt skolebestyrelsen. Skolebestyrelsen ønsker at fremme dannelsen af god, fornuftig og tidssvarende kultur, hvor vi ser positivt og anerkendende på tilgangen ved brugen af mobiltelefoner/digitale enheder og de muligheder, disse giver samtidig med, at vi i fællesskab sikrer, at mobiltelefoner ikke bliver unødigt forstyrrende.
Skolebestyrelsen har derfor valgt at udarbejde et princip for digitale enheder, som rummer tydelige elementer af ordensregler, der understøtter muligheden for at realisere de værdier, som princippet bygger på.
Overordnet tilgang og generelle principper
- Bavnebakkeskolen ser gerne, at mobile og digitale enheder bruges i undervisningen, hvor disse kan understøtte læreprocessen.
- Bevidst brug af mobile og digitale enheder kan understøtte den positive indflydelse på børnenes sociale udvikling og samspil og styrker elevernes evne til at begå sig i det samfund de er en del af.
- Bavnebakkeskolen anerkender mobile og digitale enheders sociale funktion i nutidens ungdomskultur og ønsker at bidrage til digital dannelse af elever på skolen.
- Principperne beskrevet gælder for mobiltelefoner, telefondelen af smartwatches og tablets mv.
- Man må ikke tage foto elle videofilme andre uden samtykke.
Digitale enheder, herunder mobiler og smartwatches mv. i indskolingen
Mobilpolitik Indskoling
- Mobiltelefoner og telefondelen af smartwatches mv. er ikke en del af hverdagen i Indskolingen.
- Mobiltelefoner og telefondelen af smartwatches mv. er heller ikke en del af hverdagen i SFO og kan kun benyttes efter skolen er forladt.
- Mobiltelefonen skal ligge i tasken, slukket eller på flightmode, således at den ikke forstyrrer undervisningen.
- Mobiltelefonen kan kun benyttes i undervisningen i de tilfælde, hvor en lærer mener det er gavnligt for læringsmiljøet eller, hvis den enkelte elev har en aftale med sin lærer herom. Dette kan f.eks. være i forbindelse med kroniske sygdomme mv.
På mellemtrinnet og i udskolingen gælder følgende i undervisningen
- Mobiltelefon, smartwatches o.lign. skal være sat på flight mode og afleveres inden undervisningens start til klassens lærer. De forskellige devices opbevares i et aflåst skab. Når skoledagen er slut udleveres telefonerne til eleverne.
- Mobiltelefonen kan benyttes i undervisningen i de tilfælde, hvor en lærer mener det er gavnligt for læringsmiljøet eller, hvis den enkelte elev har en aftale med sin lærer herom. Dette kan f.eks. være i forbindelse med kroniske sygdomme mv.
Overtrædelse af retningslinjerne
Hvis en elev overtræder retningslinjerne, anvendes følgende ordensregler medmindre andet aftales med skolens ledelse:
Benyttes telefonen i løbet af skoledagen, uden tilladelse, bliver telefonen inddraget, eleven eller læreren afleverer mobilen på kontoret og eleven henter den igen efter endt skoledag. Sker dette gentagne gange, kontaktes hjemmet.
Hvis reglerne fortsat ikke overholdes, kan skolens ledelse beslutte, at elevens ret til at medbringe mobiltelefon i skoletiden ophæves i op til en måned.
Skolens ledelse kan beslutte, at der i enkelte klasser – for en kortere periode på maksimalt en måned laves særlige regler om f.eks. aflevering af mobiltelefoner ved skoledagens eller undervisningens start, hvis dette bedst understøtter klassens sociale trivsel, og et godt læringsmiljø for eleverne. I givet fald udarbejder klassens lærere en handlingsplan, der kan sikre tilbagevending til ”normale” tilstande som beskrevet ovenfor og bestyrelsen orienteres.
Elektronisk udstyr medbringes på eget ansvar, skolen er ikke erstatningspligtig ved bortkommet eller beskadiget udstyr.
Samarbejde mellem skole og forældre om digital dannelse
Digital dannelse er en vigtig kompetence i et moderne samfund. Den digitale dannelse er et fælles ansvar, hvor skolen og forældrene hver især har vigtige roller og hvor et stærkt samarbejde mellem skole og forældre øger muligheden for en digital dannelse.
For skolebestyrelsen er det vigtigt, at forældrene er opmærksomme på deres medansvar for den digitale dannelse og at forældrene spiller aktivt med i den digitale dannelse af eleverne.