Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Samarbejde

Gode overgange
Skolen har fokus på gode overgange både internt og eksternt. I forbindelse med dette samarbejder vi med børnehaverne i Støvring Syd omkring en god og tryg skolestart, ligesom vi generelt prioriterer god kommunikation og et ligeværdigt forældresamarbejde. 

Allerede 1. april begynder vores kommende skolebørn i skolens førskolegruppe. I førskolegruppen er der pædagoger fra de afgivende børnehaver og fra skolen. Endvidere har vores børnehaveklasseledere timer i førskolegruppen, så de kan lære børnene at kende og i samspil med børnehavernes anbefalinger skabe de bedst mulige 0. klasser. 

Skolen har tre afdelinger: Indskoling, mellemtrin og overbygning. Når børnene skifter afdeling, vil de som hovedregel også skifte kontaktlærere, ligesom der laves nye klasser, inden børnene starter i overbygningen.  I forbindelse med hvert skift er der en grundig, intern overlevering mellem lærere og pædagoger. 

I indskolingen følges klasserne så vidt muligt af samme skolepædagog fra 0.-3. årgang. Det er de samme pædagoger, børnene møder i Kernehuset, der er skolens SFO for indskolingseleverne. I april skifter 3. årgangs pædagoger til førskolegruppen, og vores pædagog fra mellemtrinnet får timer på årgangen i stedet. Mellemtrinspædagogen har samtidig timer i Friluren, der er vores fritidstilbud for elever på 4.-6. årgang. 

Ud over skolens tre afdelinger, har vi modtageklasse for kommunens tosprogede elever, der har været i Danmark mindre end to år. I modtageklassen lærer børnene de grundlæggende sociale og faglige færdigheder, så de efterfølgende kan følge undervisningen i distriktsskolens almenklasser.

Skole-hjem-samarbejde
Vi ønsker et godt og tæt samarbejde mellem skole og forældre, da vi ved, det er en vigtig forudsætning for barnets trivsel og læring. På kommunikationsplatformen Aula, kan forældre og skole skrive beskeder til hinanden. Forældre til elever på mellemtrinnet og i udskolingen kan via læringsplatformen Meebook også følge med i undervisningsforløb og lektier. 

Hvis der er udfordringer omkring en elevs trivsel eller læring, er det oftest bedst at tale sammen. Enten via telefonen eller på et møde på skolen. Har forældre spørgsmål til undervisningen eller skolens dagligdag, opfordrer vi derfor til, at man i første omgang kontakter klassens lærere eller pædagoger. På samme måde vil skolen tage kontakt til hjemmet, hvis der er brug for samtaler om et barn eller en børnegruppe. 

I begyndelsen af skoleåret samles hver årgang til forældremøder på skolen, og mindst én gang om året indbyder kontaktlærerne til en skole-hjem-samtale mellem forældre og skole. Der kan yderligere aftales samtaler med deltagelse af skolens ledelse, PPR-psykolog, sundhedsplejerske, UU-vejleder og/eller socialrådgiver.

Endvidere er der en række sociale arrangementer i løbet af skoleåret. Herunder også mulighed for aften- og weekendarrangementer, der planlægges og udføres af klassernes forældreråd.